Gå til indhold

Skyen.live målt mod Privacy Ratings

Målt 3. november 2026

Privacy Ratings vurderer e-mailudbydere efter 21 offentlige kriterier: hvem der kan læse din post, hvor godt den er beskyttet på vej, og hvad udbyderen gør med dine data. Skyen.live er ikke med på deres liste, så jeg har selv gennemgået deres kriterier og pointsystem og målt Skyen.live på samme måde.

Resultatet er ikke prangende, og det er hele pointen med siden. Hvor jeg var i tvivl, har jeg givet færre point, ikke flere.

D 45/100
18 af 40 mulige point. Til sammenligning giver Privacy Ratings Gmail 40 (D), Proton Mail 63 (C), mailbox.org 70 (C) og Forward Email 98 (A).

Punkt for punkt

Ja giver fuld vægt, delvis halv, nej og ukendt intet.

Kriterium Vægt Svar Hvorfor
Open source 3 ✖ Nej Kontrolpanelet er ikke offentligt endnu. Selve mailserveren (Mailcow med Postfix, Dovecot og SOGo) er open source.
Ingen sporing eller telemetri 3 ◐ Delvis Ingen sporing fra tredjeparter. Statistikken (Abstracts.top, min egen tjeneste) indlæses kun efter samtykke, men sætter en cookie med et tilfældigt besøgs-id.
Ingen reklamer eller salg af data 2 ✔ Ja Finansieret af betalte pakker. Ingen reklamer og intet salg af data.
Uafhængig revision 2 ✖ Nej Der er ikke lavet en ekstern sikkerhedsrevision endnu.
Gennemsigtighedsrapport 2 ◐ Delvis Privatlivspolitikken beskriver, hvordan myndighedsanmodninger håndteres, men der offentliggøres ingen tal.
Informerer brugere om anmodninger 1 ◐ Delvis Privatlivspolitikken lover at være »så transparent som muligt«, men ikke direkte at underrette dig.
TLS-konfiguration 2 ✔ Ja A+ hos SSL Labs på både IPv4 og IPv6.
Sikkerhedsheadere 1 ◐ Delvis B (75) hos Mozilla Observatory. Content Security Policy tillader stadig inline-scripts.
Moderne webstandarder 1 ◐ Delvis 80 % i Internet.nl-webstedstesten. Det, der mangler, er primært DNSSEC.
End-to-end-kryptering 3 ✖ Nej Ikke indbygget. Du kan selv bruge PGP eller S/MIME i din mailklient.
Krypteret lagring af postkasser 3 ✖ Nej Ikke dokumenteret, så den tæller som nej. Postkasserne er ikke krypteret med en nøgle, kun du har.
Åbne protokoller 2 ✔ Ja IMAP, POP3, SMTP, CalDAV og CardDAV med enhver app, også på den gratis pakke.
Egne domæner 1 ✔ Ja Dit eget domæne kan tilknyttes billigt.
Tilmelding uden personoplysninger 2 ✔ Ja En konto med gendannelsessætning kræver hverken telefonnummer eller en anden e-mailadresse.
E-mailsikkerhedsstandarder 2 ◐ Delvis 77 % i Internet.nl-mailtesten. SPF, DKIM, DMARC og IPv6 består. DNSSEC og DANE mangler, og STARTTLS-cipherne kan strammes.
IMAP-understøttelse 2 ✔ Ja Implicit TLS på port 993, IMAP4rev1 og IDLE.
POP3-understøttelse 1 ✔ Ja Implicit TLS på port 995, CAPA og UIDL.
SMTP-afsendelse 2 ◐ Delvis Port 465 med implicit TLS virker, men serveren annoncerer ikke SMTPUTF8.
Sikkerhed ved posttransport 3 ✖ Nej SPF, DMARC og TLS-RPT er på plads, men MTA-STS står stadig i testtilstand, og der er hverken DNSSEC eller DANE.
Sender Rewriting Scheme 1 ✖ Nej Videresendt post omskrives ikke med SRS.
ARC-forsegling 1 ? Ukendt Udgående post får ikke ARC-segl. Om indgående ARC-kæder valideres, har jeg ikke bekræftet.

Det arbejder jeg på

Det meste af det, der trækker ned, er serveropsætning, som kan rettes uden at ændre noget for dig som bruger:

  • MTA-STS i håndhævende tilstand og en strammere DMARC-politik.
  • DNSSEC og DANE på maildomænerne.
  • SMTPUTF8 ved afsendelse, så internationale adresser virker.
  • En Content Security Policy uden inline-scripts.
  • SRS på videresendt post og ARC-segl.
  • Dokumentation af, hvordan post er krypteret på disken.
  • Statistik uden cookie eller besøgs-id.
  • En årlig gennemsigtighedsrapport med antal myndighedsanmodninger, også når tallet er nul.

Kontrolpanelets kildekode skal også gøres offentlig. End-to-end-kryptering og en uafhængig revision er større opgaver, som ikke er planlagt endnu. Denne side opdateres, når noget ændrer sig.

Mål selv

De automatiske tests kan køres af alle:

Finder du et punkt, jeg har bedømt forkert, så skriv til support@garbaek.it, uanset om det trækker op eller ned.

Om Privacy Ratings

Privacy Ratings vedligeholdes af teamet bag Forward Email, som også er deres anbefaling. Det oplyser de selv, og kriterierne er de samme for alle udbydere på listen. Skyen.live har ingen forbindelse til Privacy Ratings, og vurderingen her er min egen, ikke deres.

Posthut.de, min tyske søstertjeneste, kører på de samme servere og ender på 41. Forskellen er en blødere DMARC-politik og en manglende tekst om myndighedsanmodninger.

Se også sikkerhed og ansvarlig rapportering og privatlivspolitikken.